Ace er konstrueret i formspændt krydsfinér beklædt med formstøbt skum for den bedst mulige komfort. Stolens sæde er konstrueret i formstøbt skum med en stålforstærkning. Tekstil- eller læderpolstret. Ace leveres fladpakket og er nem at samle. Samlevejledning medfølger.
Tekstil: Rengøres med rengøringsmiddel velegnet til tekstil. Læder: Rengøres med en fugtig klud. Brug varmt vand med sæbespåner. For vedligeholdelse af både læder og tekstil anbefaler vi, at møblet støvsuges med et blødt mundstykke jævnligt.
Ace
Det unge designtalent Hans Hornemann har med Ace serien taget udgangspunkt i sit eget liv i København. Serien er designet med tanke på byboeren, som sætter kvalitet og æstetik i højsædet, men også må forholde sig til bylivets begrænsede plads. Med venlige, organiske former som det gennemgående designtræk, tilbyder Ace maksimal komfort i kondenseret form.
I designet af Ace har Hans Hornemann arbejdet med de basale komponenter, der udgør et siddemøbel – ryglæn, sæde og ben – og skabt et funktionelt og æstetisk design med en mere petit statur end traditionelle loungemøbler.
Designet balancerer spidsfindigt mellem det raffinerede og det afslappede. Afrundede konturer fremhæver fuldpolstringens indbydende volumen, og rammes elegant ind af en kederafslutning, der løber langs sæde og ryg. Et bagud-skrånende rygstykke og frejdigt vinklede ben giver kant og attitude. Resultatet er et design, der emmer af nonchalant elegance.
Hans Hornemann
I 2014 blev Hans Horneman uddannet Master of Engineering i Industrial Design fra Aalborg Universitet. Hans er fascineret af smukke ting. Særligt kombinationen mellem det æstetiske og det tekniske optager ham. Han er fascineret af industrielle og tekniske løsninger i design, både når det kommer til materialer og formsprog. Det afspejler sig i velovervejede materialevalg og kløgtige konstruktioner, samt en evne til at skabe design, der udmærker sig i brug. Naturlige materialer er ofte i fokus hos Hans Hornemann, og han bestræber sig på at skære ind til benet og skildre materialernes ærlighed.
"Efter min mening skal design være en balance mellem en æstetisk enkelhed og brugervenlig funktionalitet. Jeg værdsætter rene og minimalistiske linjer, der tilføjer et nyt tvist til det klassiske design. Jeg synes, det er vigtigt at starte fra bunden og bidrage med noget nyt til produktets formsprog, udtryk eller funktion".