Craft

Om designet

En eksklusiv serie af køkkenredskaber

Den danske designer Simon Legald har skabt en serie af køkkenredskaber, hvor udsøgt kvalitet går hånd i hånd med eksklusive naturmaterialer. Craft salt- og peberkværn, morter, kagerulle og køkkenrulleholder er alle skabt til hyppig brug i hverdagen.

Samtlige dele i serien er lavet af massiv eg og robust marmor. Redskaberne har et klassisk udtryk og en tyngde, der gør, at de ligger godt i hånden. Craft produkternes familietræk er desuden på diskret vis markeret gennem de enkle, svajede former, der går på tværs af serien.

Simon Legald fortæller: "Både kværn, morter og kagerulle er traditionelle køkkenredskaber, der bliver brugt til aktive opgaver i køkkenet. Derfor skal redskaberne selvfølgelig være holdbare. Arbejdet udføres desuden ved håndkraft, så for mig er det centralt, at kvaliteten ikke blot kan ses, men også mærkes, når man står med produkterne i hænderne. Til det formål var eg og marmor helt perfekte."

Designet af Simon Legald.