Loop

Om designet

Loop knage

Legende, multifunktionel og minimalistisk. Den funktionelle Loop Hook er et gennemtænkt design som er opstået ud fra en simpel idé. Knagerne er designet til at imødekomme mange forskellige behov for ophængning, og kan anvendes på flere forskellige måder. En jakke kan let slynges over knagen, en paraply igennem løkken eller en bøjlestang hænges hen over det diskrete monteringsstykke. 

Loop Hook udstråler simplicitet med sit umiddelbare udtryk. Monteringsstykket går nærmest ubemærket hen, og lader det simple, cirkulære design være det fremtrædende element i designet, som en minimalistisk silhuet på væggen. Knagen fås i tre forskellige størrelse og en række farver, og er ideel til badeværelset, gangen, køkkenet eller børneværelset.  
Designer

Simon Legald

Den danske designer Simon Legald blev uddannet fra Kunstakademiets Designskole i sommeren 2012. Hans arbejde består af både små og store produkter, der ofte er skabt i krydsfeltet mellem håndværk og industri. I sine design anvender Simon Legald teknikker, der er nødvendige i designet, og som er en del af udtrykket, ved at fremhæve dem visuelt frem for at skjule dem.

”Ærligheden i et design gør det forståeligt, og er med til at beskrive produktets funktionalitet. Hvis du forstår produktet, behøver det ingen forklaring. Essensen af mit design er, at det bliver brugt. Udover det funktionelle aspekt skal mit design derfor også tilfredsstille de psykologiske og æstetiske behov. Simplicitet gør et produkt troværdigt og beskriver det bedst. I mine design forsøger jeg derfor ikke at tilføje unødvendige detaljer. Simpliciteten i mit design kan findes i den måde jeg fremhæver funktionelle elementer i stedet for at skjule dem. Det giver produktet et simpelt og ærligt udtryk.”